Himmlers Varulve var klar til at terrorisere Danmark
20. april 1946:
Gerningsmænd slynger en tysk håndgranat ind gennem vinduet på politibetjent Egebjerg Andersens hjem i Tinglev og sprænger rummet til atomer. Heldigvis er hverken landbetjenten eller hans kone hjemme, hvorfor ingen kom til skade, men sagen får hele Sønderjylland til at holde vejret.
»Man er ikke utilbøjelig til at tro, at Attentatet kan staa i Forbindelse med eller være en Udløber af den i den senere Tid ofte omtalte ’Varulveorganisation’, selvom man ikke har faste Holdepunkter i saa Henseende,« fremgår det i rapporten fra Otto Olesen dateret 18. maj 1946, Rigspolitichefens Rejseafdeling.
De såkaldte Werwolf blev etableret af SS-leder Heinrich Himmler i september 1944 som et underjordisk terrornetværk, der om nødvendigt kunne fortsætte modstandskampen i Europa, hvis Tyskland skulle blive besat. Ved de danske afhøringer efter krigen forklarer flere ledende nazister, at mindst 100 varulve står klar i Danmark til at udøve terror. En af dem er nazisten Henning Brøndum, der senere bliver kendt skyldig i 38 clearingmord og terrorhandlinger mod civilbefolkningen under Besættelsen:
»Det var et led i planen, at Politigården skulle sprænges I luften (…) Brøndum vil dog hævde, at de femten mand, han skulle være leder for I den nyoprettede gruppe, stadig befinder sig på fri fod. Disse medlemmer kan godt finde på at arbejde videre efter planen og optræde som en slags varulve.«
Frygten for varulve fylder godt i danske medier i tiden efter 1945, ikke mindst fra dansk-tyskere i Sønderjylland, hvor rigspolitichefen »fremskyndede iværksættelsen af et efterretningssystem til at modvirke angreb fra medlemmer af mulige varulveorganisationer,« som det fremgår af PET-Kommissionens beretning PET’s Overvågning af Den Yderste Højrefløj 1945-1989. Efter angrebet mod politimesteren i Tinglev bliver i alt 23 mænd og kvinder anholdt og sigtet for at stå bag to ’varulvegrupper’ i henholdsvis Løgumkloster og Tønder. Det er fortrinsvis unge mænd fra det tyske mindretal i Danmark, der under afhøringerne udtrykker vrede over behandlingen i Faarhus-lejren, hvor 3.500 dansk-tyskere er blevet interneret efter krigen. Men selv om mændene kalder sig for varulve, indser politiet hurtigt, at der er tale om rene amatører, inspireret af idéen om Himmlers mystiske terrorkorps. »Det ligger ganske klart, at de to Organisationer ikke har haft noget som helst med hinanden at gøre,« skriver Otto Olesen og en vis Schütter i politirapporten fra januar 1948. Copycat-terrorister.
Ved indgangen til 1950’erne forstummer al snak om varulve i Danmark. Angrebene kom aldrig. Truslen er sidenhen blevet slået hen som overdrivelser eller mytomani af krigshistorikere.
18. maj 2012:
Kriminalinspektør Erland Leth Pedersen arbejder med en sag om tre unge syriensfarere, der har forsøgt at købe AK47-rifler i Danmark af undercover PET-agenter. Til lejligheden har Leth fået et midlertidigt kontor på Politigårdens anden sal, der har tilhørt Drabsafdelingen siden 1926, med undtagelse af 1940’erne, hvor hipokorpset og Gestapo sad deroppe. Og de selvsamme lokaler, hvor de danske topnazister Henning Emil Brøndum og Kaj Bothildsen Nielsen blev afhørt efter 1945.
»På væggen i nabokontoret hænger et oldgammelt ur, som min kollega gerne ville have skiftet batteriet i, men han kunne ikke åbne loftslemmen og få adgang til at skifte delene. Det var fredag og weekendstemning, så noget sagde mig, at jeg da lige skulle prøve at se, om jeg kunne åbne den. Så jeg hev en stige frem og fiflede lidt med låsen, og så gik den sgu op,« forklarer Erland Leth Pedersen.
På loftsrummet finder han gamle flasker med frugtvin fra tiden efter krigen. Grebet af stemningen åbner Leth loftsrummet over sit eget kontor og finder under støvet en gammel Tuborg-ølkasse med plads til 50 flasker. Og så i et tredje loftsrum over arkivet finder kriminalinspektøren noget helt særligt. Varulvespor.
»Til højre er der ikke noget. Men til venstre ligger der noget, der ligner en koksbunke, med en slags pakke under. Jeg rækker næven ind og trækker nogle papirer ud – det er legitimationskort, 60-70 stykker fra krigens tid. Jeg hiver ud igen; rationsmærker i stakkevis. De næste nævefulde er fyldt med uudfyldte vielsesattester fra Kolding, dåbsattester, folkeregistre, en kirkebog fra Hostrup Kirke i Sønderjylland, soldaterbøger og passtempler. Jeg tænker: Hvad satan er det her for noget?«
Nederst i bunken finder Leth 20 kort med nedgravningssteder på 15 sprængstof- og våbendepoter uden for Kolding. Hvert kort har detaljerede beskrivelser af, hvad der ligger; sprængstoffer, maskinpistoler, håndgranater, tændblyanter, med videre. Samt udførlige beskrivelser af, hvordan man finder det rigtige sted at grave.
»De ligner skattekort; Du kører af vejen ud af Kolding, så kommer du til en lille landsby ved kilometersten sådan-og-sådan. Så springer du til venstre. 200 meter inde i skoven er der en stikvej til højre. Gå 60 skridt ind og fire skridt til højre. Der ligger det første depot. Sådan var de alle bygget op,« fortæller Erland Leth Pedersen.
Leth får af politiinspektøren til opgave at grave våbendepoterne op, fordi de kan være farlige. Sammen med en gruppe af hærens ingeniørtropper fra Skive, der netop er vendt hjem fra Afghanistan, afsøger de områderne ud for Kolding, men finder intet. Sideløbende arbejder Leth dog i politiarkiverne og finder ud af, at depoterne blev gravet op i oktober 1945 – på et tip af nazisten Kaj Bothildsen Nielsen. Med erkendelsen af, at der her kan ligge en kæmpe historie begravet, kontakter Leth lederen af Politimuseet, Frederik Strand, der kan oplyse, at Bothildsen Nielsen var en central figur i Varulvegruppen.
»Bothildsen Nielsen havde ansvaret for Midtjylland-regionen for Varulvene og stod for at grave de her våbendepoter ned. Det indrømmer han selv under sin afhøring, inden han bliver dømt til døden for 57 drab under besættelsen,« siger Strand.
Organisationen
Forbindelsen mellem loftsfundet og Bothildsen Nielsens afhøring får Frederik Strand og Erland Leth Pedersen til at grave dybere ned i afhøringsrapporterne af andre topnazister efter 1945. Her finder de udtalelser fra flere danske nazister, der alle påstod at være med i en yderst velorganiseret varulvegruppe i Danmark, skabt for at kunne operere bag fjendens linjer i det tilfælde, at Danmark blev erobret af de allierede.
»Varulvene var den største og mest velorganiserede terrorgruppe, vi nogensinde har haft på dansk grund. De havde våben og eksplosiver gravet ned mindst 130 steder rundt om i landet, samt falske id-papirer og ejendomme, så de var helt usynlige. Men frem for alt havde de viljen til at dræbe. De var ideologisk radikaliserede, fuldstændig overbeviste nazister,« forklarer Frederik Strand.
Det er kendte, dømte terrorister som Henning Emil Brøndum, Ib Nedermark Hansen og Kaj Bothildsen Nielsen, der under afhøringerne pludselig taler om Varulvene. De var alle med i den frygtede Petergruppe, der under parolen »terror mod terror« begik clearingdrab mod hundredvis af modstandsfolk, såvel som hævnmord på civile danskere. I efteråret 1944 bliver SS-Hauptsturmführer Horst Issel indsat som operativ leder af Petergruppen, og ifølge de tre danskere opretter Issel samtidig ’Varulvegruppen’ på direkte ordre fra Tyskland.
»Horst Issel får ansvaret for Danmark og refererer direkte til SS-general Walter Schellenberg, samt Otto Skorzeny, den tyske elitesoldat, der organiserede befrielsen af Mussolini fra fangeskab. Skorzeny blev udnævnt til operativ leder for Varulvene i Europa i 1944, hvilket siger noget om den styrke, de var tiltænkt,« forklarer Frederik Strand.
I afhøringsrapporterne angiver nazisterne Erik Victor Petersen, chefen for Schalburgkorpsets efterretningstjeneste og leder af HIPO, som den anden leder af Varulvebevægelsen ved siden af Horst Issel. Det forklarer Issel selv, efter han er blevet fanget i Berlin efter krigen og udleveret til afhøring i Danmark i 1949:
»Han forklarer sort på hvidt, hvordan han rettede henvendelse til Petersen for at få hjælp til Varulvegruppen. Petersen er en skummel figur, som i 30’erne havde været udstationeret ved IKPK i Wien, forløberen for Interpol, og var ekspert i, hvordan man forfalsker identiteter. Det, jeg fandt på loftet, er resterne derfra, et komplet Varulvekontor med alle redskaberne til at lave falske identitetspapirer,« siger Leth.
Under afhøringerne fortæller Horst Issel også, hvordan Varulvene blev trænet.
»Arrestanten (Horst Issel, red.) oplyser, at han fem gange har sendt hold [med varulve] til Tyskland til uddannelse, og at hvert hold bestod af 10-15 mand. Derudover har han i København selv uddannet tre á fire hold på hvert højst 10 mand. Herudfra mener arrestanten, at der i grupperne over hele landet har været omkring 100 mand i alt,« står der i afhøringsrapporten fra december 1949, som dermed bekræfter udtalelserne fra de danske nazister i 1945-1946.
Gået i glemslen
Når så fremtrædende og livsfarlige terrorister som Brøndum, Bothildsen Nielsen og Nedermark fortæller om en velorganiseret varulvegruppe – og det senere bliver bekræftet af Horst Issel i 1949, kan man undre sig over, politiet ikke iværksatte en større efterretningsarbejde for at afdække påstandene om en underjordisk Varulvegruppe i Danmark.
»Det er et halvt år inde i afhøringerne af Brøndum og Bothildsen Nielsen, at de begynder at snakke om Varulvene. Et halvt år med snak om død og ødelæggelse, hvor de har taget æren for det ene drab efter det andet, sprængninger af tog og bombeangreb i Tivoli. Politiet havde bevismateriale til at henrette de her mænd ti gange, så man har nok taget pakken med varulve-beviser og lagt den op på loftet. Hvor den så har ligget siden 1946, indtil jeg fandt den,« siger Erland Leth Pedersen.
Frederik Strand er enig:
»Efter krigen var politiet og Rejseholdet ekstremt overbelastede, fordi de skulle håndtere alle sager om terror, sabotage og stikkere. Mit bud er, at man har koncentreret sig om de konkrete drabssager, fordi der ikke var kapacitet til at undersøge rygter om hemmelige Varulve. Og man må huske på, at der jo aldrig kom nogen angreb,« forklarer Frederik Strand.
Hvorfor angreb Varulvene ikke?
Frederik Strand og Erland Leth Pedersen har flere teorier. For det første blev Varulve-lederen Erik V. Petersen likvideret af Holger Danske-modstandsfolk 19. april 1945, hvilket var et hårdt slag for gruppen. For det andet gik Heinrich Himmler i maj 1945 ind for kapitulation, efter Hitler havde begået selvmord 30. april, frem for at fortsætte krigen.
»I maj måned var der debat om, hvorvidt nazisterne skulle fortsætte slutkampen i Skandinavien eller lade være. Vi ved fra Brøndum og Bothildsen, at Varulvegruppen skulle mødes i Kolding på det tidspunkt, men Horst Issel mødte ikke op. Han blev kaldt til Flensborg, hvor den tyske regering sad, efter Berlin var indtaget. Her har han sandsynligvis fået besked om ikke at sende Varulvene i kamp,« siger Frederik Strand.
Da offentlighedens angst for Varulve havde lagt sig omkring 1948, skiftede trusselsbilledet hurtigt til kommunismen og Sovjetunionen. Dermed blev der aldrig efterforsket videre i nazisternes påstande om over 100 varulve i Danmark.
– Kan det tænkes, at der var varulve, der gik fri?
»Det er jo det store spørgsmål. Og ja, selvfølgelig kunne de det – de havde alle papirer og dækadresser for at klare sig. Men man gjorde heller ikke noget for det fra politiets side, efter våbendepoterne var gravet op,« mener Erland Leth Pedersen. Frederik Strand er enig:
»Det er kun topterroristerne, vi fangede – mange andre må være gået fri. Det er en meget underbelyst del af Besættelsen, som vi forsøger at trække frem i lyset nu. Historien om Varulvene er historien om, hvor hypotetisk blodigt, det hele kunne være endt, hvis Himmler havde trykket på knappen.«
På Befrielsesdagen 5. maj åbner Politimuseet en ny udstilling om Varulvene – Hitlers Terrornetværk i Danmark.